FREDERIKSSUND KOMMUNE: I løbet af efteråret er årets børnetrivselsundersøgelse i Frederikssund Kommunes børnehuse blevet gennemført. Alle fire til seks-årige har været inviteret til at deltage.
I forhold til de foregående år, hvor alle børn svarede på det elektroniske spørgeskema derhjemme med hjælp fra deres forældre, har de enkelte områder i år haft mulighed for at vælge, om besvarelserne skulle foretages, mens de var i børnehuset eller derhjemme.
Hvis børnene skulle svare i børnehuset, ville de få den nødvendige hjælp til dette fra børnehusets personale. Frederikssund Nord valgte som det eneste område, at børnene skulle svare på spørgeskemaet i børnehuset.
Højere svarprocent
Samlet opnåede børnehusene en svarprocent på 76 procent, hvilket er markant højere end i 2018, hvor den lå på 49 procent.
Stigningen i svarprocenten skal primært tilskrives Frederikssund Nord, hvor besvarelserne blev foretaget i børnehuset. Her lå svarprocenten på 99.
Overordnet set kan man ud fra resultaterne se, at der er høj trivsel i børnehusene.
Således svarede 92 procent af børnene, at de er glade for at gå i børnehave. Det er en stigning i forhold til 2018, hvor andelen lå på procent.
Andelen der savner nogen at lege med i børnehuset er steget fra 34 procent i 2018 til 45 procent i 2019.
75 procent af børnene synes, der er for meget larm inde i børnehaven, hvilket er det samme som i 2018.
Når man sammenligner resultaterne på områderne, er der generelt set ikke de store forskelle.