Hver fjerde bilist kører stadig ikke på vinterdæk

Hver fjerde bilist kører stadig ikke på vinterdæk

BILEN: Det kan ske få eller mange gange på en sæson. Men det sker som regel altid på et eller andet tidspunkt i løbet af vinteren, at Danmark rammes af sne, der tildækker gader og stræder. Alligevel kommer snevejret hvert år bag på en stor del af de danske bilister, som ikke har skiftet til vinterdæk, når den første sne falder.

 Cirka hver fjerde bilist herhjemme har stadig ikke skiftet til vinterdæk i år – på trods af, at der nu står december på kalenderen, og denne vinters første sne ramte landet allerede for flere uger siden. 

Det viser en ny undersøgelse, som Opeepl netop har gennemført på vegne af Tryg Forsikring.

I 2017 faldt vinterens første landsdækkende sne om aftenen og natten til den 11. december – i rigelige mængder. Og det kunne tydeligt ses på skadetallene hos Tryg de efterfølgende dage. Således blev der i dagene den 11. og 12. december anmeldt over dobbelt så mange skader end på de samme datoer i 2015 og 2016, hvor der ikke faldt sne.

Ifølge undersøgelsen har hovedparten (64 procent) af de bilister, der stadig kører på sommerdæk, købt vinterdæk til deres bil. De har blot ikke nået at skifte fra sommerdæk endnu. 

23 procent af bilisterne på sommerdæk har dog slet ingen vinterdæk. Mange af dem (47 procent), begrunder det med, at de synes, at det ikke kan betale sig på grund af vejret i Danmark og at de hellere vil spare pengene. 35 procent synes, at det for dyrt at købe dæk til bilen.

 

Andre artikler fra denne uge