Af Conny Probst
JÆGERSPRIS: Frederikssund Kommune har en løbende dialog med de idrætsforeninger, der benytter kommunens boldbaner. Det seneste år har dialogen haft fokus på stand og pleje.
2018 var et meget varmt og tørt år, og 2019 startede med mere regn end normalt. Disse forhold har belastet græsbanerne i ikke blot Frederikssund Kommune men i hele Danmark.
Særligt baner, der bliver brugt af både skole og idrætsforeninger, har været hårdt medtaget.
I efteråret havde langt de fleste græsbaner en acceptabel og brugbar stand til idrætsaktiviteter. Tre baner er dog – af forskellige årsager – fortsat udsatte, hvilket fritidsbrugerne også gør opmærksom på.
Det drejer sig om lysbanen i Jægerspris, den amerikanske fodboldbane på Ådalens Skole samt boldbaner ved Pedershave.
For lysbanen i Jægerspris er udfordringen, at den er anlagt på en gammel grusbane. Grønsværen har svært ved at blive tæt, da græsset ikke får ordenlig fat. Samtidig er der en del sten i jorden. Banen er den tætteste på Jægerspris Skole på Møllevej nummer 90 og bruges derfor også af skolens børn i frikvarterer.
Fritids- og Kulturudvalget har på sit seneste møde bedt om at få forelagt et konkret projekt for banen i Jægerspris.
Det skal bruges, når udvalget til foråret skal drøfte idrætsfacilitetspuljen og investeringsstrategien.