Dennis og René sikrer spændingen juleaften

Dennis og René sikrer spændingen juleaften
Dennis Heckmann Christensen og Rene Olsen

En række danskere tager på arbejde juleaften og sørger for, at vi andre kan fejre jul uden forstyrrelser.

KYNDBY: I julen skruer vi godt op for radiatorerne, og i mange hjem sendes elmåleren på overarbejde, når både ovn, kogeplader og diverse julelys skal holdes i gang. 

Men selv om der er godt blus på mange komfurer juleaften, mens vi laver julemaden, er det samlede elforbrug i Danmark, alligevel cirka 10 procent lavere på en juleaftensdag sammenlignet med en almindelig december søndag. 

Mere effektive komfurer, ovne og LED-belysning hjælper med til at begrænse elforbruget. Samtidig er varmen og strømmen i stigende grad grøn. 

Men strømmen kommer ikke af sig selv. Derfor tager Dennis Heckmann Christensen og René Olsen på arbejde på Kyndbyværket juleaften, så vi andre kan julehygge med familie og venner. 

– Vores kraftværker er bemandet døgnet rundt 365 dage om året, og juleaften er ingen undtagelse. Vi skal sørge for, at værkerne altid kan levere el og varme, når der er behov for det, fortæller Ole Thomsen, der har det operative ansvar for Ørsteds ni kraftværker i Danmark. 

Juletræ og gaver
Men selv om Dennis og René skal tilbringe juleaften på Kyndbyværket, kommer de dog også til at mærke, at det er jul. 

Der er bestilt julemenu, som kan nydes i kontrolrummet, hvor der også er blevet sat et juletræ op. Og de to herrer kan hygge sig med julepynt og lækkerier.

Og måske ligger der også en gave fra chefen under træet. 

Gaverne og hyggen med familien må dog vente til førstejuledag, når vagten er slut, og de kan komme hjem.

Usædvanligt strømforbrug
Selv om elforbruget afslører, at mange er gået over til langtidsstegning af and og flæskesteg, og elforbruget er blevet spredt mere ud over eftermiddagen, oplever medarbejderne på kraftværkerne netop på juleaften en stor ændring i strømforbruget. 

Frem til klokken 18 er der et relativt jævnt elforbrug i de danske hjem. Men fra det øjeblik, juleanden og flæskestegen er ude af ovnen, falder strømforbruget markant.

Og det stiger først for alvor igen, når vi vender tilbage på arbejde den 27. december. 

Når vi slukker for ovnen og komfuret juleaften, falder elforbruget i Danmark med 800 MW inden for en time.

Det svarer til den samlede effekt på Danmarks største havmøllepark – gange to. 

Andre artikler fra denne uge