Da jeg i 2005 flyttede fra Ølstykke til Skuldelev, var der to ting, der var medvirkende til beslutningen

Da jeg i 2005 flyttede fra Ølstykke til Skuldelev, var der to ting, der var medvirkende til beslutningen

 

Den ene var den skønne udsigt over Skuldelev Ås og landskabet ned mod Selsø. Den anden var, at her kunne blive plads til et atelier og et danse-øverum, hvilket gjorde at der for alvor kom gang i mit kunstneriske virke, som består i en blanding af malerier, skulpturer og dans.

Og med dans mener jeg flamenco-dans, som man ellers forbinder med nogle varmere himmelstrøg, men som alligevel har så meget at tilbyde os nordboere. Den indeholder så meget kraft, energi og temperament, samtidig med at den lader alle følelser få spillerum. Den giver mulighed for at transformere uhåndterlige følelser til en farverig kreativitet.

Det er det, jeg oplever, når jeg sammen med min gruppe ”Flamenco de Colores” lader musikken og dansen udfolde sig, og det er det, jeg vil fastholde, når jeg bruger flamenco-dansere som motiv i mine malerier og skulpturer.

Undertiden kombinerer jeg de to kunstarter ved at optræde med et flamencoshow sammen med udstilling af mine malerier. Det kan være på et galleri, i en kunstforening, ved et specielt arrangement i haven eller privaten – Ja det har også været på Skuldelev kro, dengang den stadig eksisterede. Under alle omstændigheder så er det en begivenhed, som virkelig får kunsten til at leve, og som bringer noget sydlandsk energi og temperament her Nord på.

Når jeg oplever Hornsherred med fjordene rundt om, kommer jeg til at tænke på de kunstnersamfund, man forbinder med bl.a. Skagen, Odsherred og Bornholm. De er netop opstået p.g.a. det specielle lys, det omgivende vand giver.

Om morgenen når jeg kigger ud over Åsen, er det som at se et nyt maleri hver dag. Lyset og farverne ved solopgangen på en klar dag, eller morgentågens neddæmpede farver er en daglig inspiration, og Hornsherred kan sagtens slutte sig til de andre landskaber, når det gælder det specielle lys.

Noget af det første jeg gjorde, da jeg flyttede hertil, var at efterlyse de andre Hornsherred-kunstnere. Dem var der mange af, og det blev starten til foreningen fjordkunst.dk, som jeg var formand for i et par år. Vi afholdt flere velbesøgte ”Åbne atelierdøre”, hvor vi kunstnere inviterede indenfor i vores arbejdsrum.

At besøge en kunstner i atelieret, hvor kunsten bliver til, er en helt særlig oplevelse. Du ser ikke bare et færdigt værk, men indsnuser værkstedets atmosfære, ser ufærdige malerier og oplever noget af processen. Du får kontakt med mennesket og kunstneren, som kan fortælle dig de tanker og den historie, der ligger bag værkerne, og et maleri bliver pludselig meget mere nærværende.

De åbne atelierdøre har med tiden ændret rammer, hvor flere af os er blevet en del af Nordsjællands kunstrunden.dk samt Lejre kommunes ”Kunst i Pinsen” kunstipinsen.dk.

Men vi har også her omkring Skibby en meget lokal begivenhed: Åbent hus i Fjordlandet. Den indbefatter både kunstnere, kunsthåndværkere, gårdbutikker, museer og meget mere i området.

Næste gang bliver d. 2.-3. maj 2020 Åbent Hus og Grøn Weekend. Det vil være en god mulighed for at opleve, hvor meget Hornsherred har at byde på.

Helle Borg Hansen
Ejer af Atelier HBH-Art i Skuldelev. Maler oliemalerier og modellerer skulpturer, som enten bliver støbt i bronze eller brændt som keramikskulpturer.

Tidligere formand for fjordkunst.dk. Danser i gruppen ”Flamenco de Colores” som består af to dansere og to guitarister.

 

Andre artikler fra denne uge