Tag med på en gåtur

Tag med på en gåtur

FERSLEV: Der kommer gang i Danmark i den anden uge i oktober, når We Walk-kampagnen løber af stablen med gåture i hele landet. I Ferslev har idrætsforeningen Kreds 57 Ferslev-Skibby også valgt at oprette en gåtur og  inviterer alle, der har lyst, med ud at gå torsdag den 10.oktober.

Alle kan være med på gåturen, fortæller formand for foreningen, Kjeld Andersen.

– Når hele Danmark går, skal vi selvfølgelig også ud at gå her i den smukkeste del af Hornsherred. Der blevet  planlagt en cirka 10 km lang tur. Vi kommer til at gå i et stille og roligt tempo, så alle kan være med, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at møde op og være med på gåturen, fortæller han.

– Man er velkommen, uanset om man kommer alene, eller om man tager naboen, familien eller kollegaen under armen. Vi glæder os bare mest til at få en god oplevelse sammen med folk fra nærområdet. Både med dem, vi på forhånd kender og dem, vi endnu har til gode at møde.”

Mødetid og sted: Torsdag den 10. oktober klokken 16, klubhuset, Mejerivej 5, Ferslev

Bag om We Walk
We Walk arrangeres af ”Bevæg dig for livet – løb og gang’” som er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik. 

Bevæg dig for livet-visionen arbejder overordnet for, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025. 

Andre artikler fra denne uge