Der var både musik, mad og god stemning til tusinder af festglade borgere og løbere
fra nær og fjern, som alle var med til at gøre dagen til en succes.
Af Mette Døllner
Måske var det den indledende gudstjeneste på festpladsen, der hjalp med at formilde vejrguderne, eller også havde Vejdirektoratet en særlig linje til Vorherre. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt heldigt, at en dag, der startede og sluttede i silende regn, kun havde en enkelt lille byge på programmet til indvielsen af Kronprinsesse Marys Bro og den efterfølgende folkefest.
Det betød, at omkring 60 lokale klubber og foreninger kunne ånde lettet op, og gospelkoncerter, cykelartister, yoga og fællessang var blot nogle af de utallige tilbud på programmet til de mange gæster, der havde lagt vejen forbi det store arrangement. Familien Weber og Lenti fra Venslev og Skibby havde også valgt at bruge hele lørdagen på folkefesten. De har nysgerrigt fulgt byggeprocessen fra starten og havde kun ros tilovers for både broen og arrangementet, selvom de stadig ikke er tilfredse med brugerbetalingen på den nye forbindelse over fjorden.