Sweet Mary må ikke sælges ved broåbningen, men kan købes hos Høkeren og i flere andre forretninger.
HORNSHERRED: I forbindelse med åbningen af Kronprinsesse Marys Bro, lørdag den 28. september har Andelsforeningen ”Venslev Høkeren” besluttet at deltage i fejringen ved at markedsføre en ”Bro Øl”, fortæller Poul Letholm.
– Vi var længe i tvivl om, hvilken øl, vi skulle satse på. Men smagsprøver gjorde, at vi købte fra Bornholm, selv om der ligger flere gode bryggerier i nærområdet. Navnet Sweet Mary har selvfølgelig også haft betydning i ølvalget.
Hele arrangementet er lavet i samarbejde med Skibby Aktive for Fjordlandet.
Salget af Sweet Mary – med Bro Label – foregår også fra Meny i Skibby samt fra de fire brugser i Hornsherred (Skuldelev, Dalby, Jægerspris og Kulhuse).
Sweet Mary har en alkoholprocent på 7,9. Den blev brygget i anledning af det kongelige bryllup i 2004 og er en såkaldt Doppelbock.
Den bliver også solgt til de syv fællesspisninger rundt omkring i Hornsherred mandag den 30. september.