SKIBBY: Klokken er syv om morgenen, og 77-årige Kurt Terkelsen i Damgårdsvænget er i færd med at snøre sine sko.
– Folk i Hornsherred kender mig som den vandrende mand med den gule vest. Og det er ikke uden grund, at jeg som diabetesramt pensionist tilbagelægger 12 – 14 kilometer – som varer cirka to timer – hver eneste dag, fortæller han.
På et år og seks måneder er det blevet til mere end 6.000 kilometer, siden han første gang trak i vandreskoene i januar 2018.
– Det svarer til en tur til Gibraltar og tilbage igen.
– En af de mange fordele ved at gå er, at man ikke behøver at købe en masse dyrt udstyr for at komme i gang. Dog er det tilrådeligt at bruge det korrekte fodtøj som føles behageligt at have på. Og så må det jo gerne være vandtæt, især når man skal bruge det i den våde årstid, forklarer han.
Kurt Terkelsen fandt også hurtigt ud af at blive markant mere synlig i skumringen og mørket; han anskaffe sig en gul sikkerhedsvest, for ikke at blive ramt af én bil i mørket.
– Det er vigtig, at biler og cyklister kan se en.
10 grunde til at gå
I 1955 fik han konstateret diabetes II i 1995. Men i 2018 kom hans læge med formaninger om, at metformin snart skulle suppleres med anden medicin.
– Det fik mig til at spekulere over, hvad man kunne gøre for at undgå mere medicin. Så læste jeg ”10 gode grunde til at gå” på Diabetesforeningens hjemmeside.
– Det hjalp mig til at komme op af stolen, væk fra computeren og ud i det skønne Hornsherred. I starten syntes jeg, det lød fjollet. Hvad skulle en gåtur dog kunne hjælpe? Set i bakspejlet tog jeg heldigvis grundig fejl, fortæller Kurt TerKelsen.
– Da jeg begyndte at gå, vejede jeg over 100 kilo. Nu har jeg tabt mig 15 kilo.
– Jeg har fået det meget bedre, og min læge er tilfreds. Mine sukkertal er nedadgående, og mit blodtryk er sænket og mindsker risikoen for at udvikle hjerte-kar sygdomme.
– Ved at gå lange ture styrker man sine muskler og hjerte, modvirker blodpropper og demens. Derudover er det en træning, der gør en glad og modvirker depressioner. Og så danner man D-vitamin, når man opholder sig udenfor. Lige meget om det er sommer eller vinter, forklarer Kurt Terkelsen.