FREDERIKSSUND KOMMUNE: Klimastrategien har sit udspring i Tekniske Udvalg, der har drøftet de overordnede sigtepunkter for sttrategien. Sigtepunkterne er, at Frederikssund Kommune skal være uafhængig af fossile brændsler i 2030 og være helt CO2-netural i 2045.
På Byrådets sidste møde blev det besluttet at sende strategien i offentlig høring indtil den 16. august.
– Vi skal have en klimastrategi af den simple årsag, at nu kan det altså ikke vente længere. Det er ikke nok med ord – der skal handling til, fastslår Tina Tving Stauning (S), formand for Teknisk Udvalg.
– Klimastrategien handler dels om at nedbringe CO2-udslippet fra kommunens egne aktiviteter og dels fra kommunen som helhed, hvor både borgere og virksomheder selvfølgelig skal være med til at få os i mål.
– Derfor glæder vi os til endeligt at få strategien vedtaget og komme i gang med handleplanerne sammen med hele kommunen, uddyber Tina Tving Stauning.
Områder skal analyseres
Strategien er delt i to områder, hvoraf det ene handler om kommunens egne aktiviteter, og det andet om kommunen som geografisk område.
For Frederikssund Kommunes eget vedkommende går der nu et analysearbejde i gang inden for blandt andet energiforsyning i kommunale bygninger, kommunens bilpark, energibesparelser i gadebelysning, fossilfri affaldsindsamling mv. for at kortlægge kommunens brug af fossile brændsler.
For at kunne omsætte klimastrategien i konkrete CO2-reduktioner, skal der udarbejdes og vedtages handleplaner inden for de områder, der nævnes i strategien.
Samarbejde med borgere og virksomheder
Når det handler om Frederiksund Kommune som geografisk område, skal arbejdet med CO2-reduktion løses i et samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommunen.
Her udpeger strategien fem indsatsområder: Transport, varmeforsyning, el, jordbrug og industri.
Inden for disse områder vil Frederikssund kortlægge CO2-udledningerne, og Teknisk Udvalg vil herefter beslutte handleplaner for områderne.
På byrådsmødet besluttede man endvidere, at der skal udarbejdes en proces- og tidsplan for handleplanerne.
Strategien er i offentlig høring frem til den 16. august.