FREDERIKSSUND KOMMUNE: I sidste uge var ledere fra alle spejdergrupperne i Halsnæs, Frederikssund og Egedal kommuner samlet i St. Rørbæk Forsamlingshus til divisionsrådsmøde i deres fælles sammenslutning, Ege Division.
Det udnyttede filialdirektør i Arbejdernes Landsbank. Per Jegsen Schmidt, og byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen (A) til at uddele Frederikssund Prisen til divisionens ene chef, Alice Linning.
– Jeg er ikke sådan at overraske, men det er godt nok lykkedes for jer, sagde Alice Linning efter hun havde modtaget penge og diplom som tak for sin mangeårige indsats.
Lang indsats
Den lange, ekstra og uegennyttige indsats i det lokale foreningsliv er netop, hvad Frederikssund Prisen handler om. Og hvorfor Alice Linning ifølge Kenneth Jensen er den helt rette modtager af prisen denne gang: – Det er ikke kun Ege Division som fylder 40 år i år. Alice har været med til at starte divisionen i 1979, så hun har været med hele vejen. Ikke at vores prismodtagers spejderliv først startede da; det går helt tilbage til barnsben – eller, som jeg fik det malerisk beskrevet i onsdag: Så længe, at det er helt uhyggeligt.
– Uhyggeligt er måske så meget sagt. Prisværdigt er nok et bedre ord, sagde Kenneth Jensen blandt andet i sin tale til Alice Linning.
– De seneste mange år er kræfterne brugt flittigt på det organisatoriske og foreningspolitiske arbejde via tillidshverv som divisionschef her i Ege Division, som formand for Børne- og Ungdomsorganisationernes Samvirke, og som medlem af Frederikssund Kommunes Folkeoplysningsudvalg – alle steder uden at gøre det store væsen af sig selv: Det er sagen, det handler om.