Tallerkentræf: Kom til fællesspisning med politikerne

Tallerkentræf: Kom til fællesspisning med politikerne

Kommunalbestyrelsen inviterer alle i Lejre Kommune til uformelle middage. Her er ingen dagsorden, men god mulighed for at lære politikerne lidt bedre at kende og få en god snak.

KARLEBY: – Man taler så godt sammen over et måltid. Derfor arrangerer kommunalbestyrelsen i år tre fællesspisninger. Vi vil gerne gøre afstanden mellem borgere og politikere endnu mindre, fortæller Lejre Kommunes borgmester, Carsten Rasmussen (S).

Den første af årets tre fællesspisninger finder sted den 12. marts i Karleby Forsamlingshus. Her er plads til godt 100 spisende gæster, og borgmesteren håber, at mange vil tage imod invitationen. Alle er velkomne, uanset hvor i kommunen de bor.

– I forvejen møder jeg jo mange borgere i hverdagen. Både i arbejdstiden, og når jeg i fritiden kommer rundt i kommunen. Det fører ofte til gode og inspirerende samtaler. 

– Nu vil vi i kommunalbestyrelsen gerne sætte det lidt mere i system, for vi tror, at den uformelle dialog kan være med til at gøre Lejre Kommune endnu bedre. Som politikere får vi bedre føling med, hvad borgerne er optagede af, og forhåbentlig får borgerne også glæde af mødet. Det er en god lejlighed til at diskutere, hvad der optager os hver især, lyder det fra borgmesteren.

Fællesspisningerne foregår under overskriften ”Tallerkentræf – kom til fællesspisning med politikerne”. 

Uformelle møder
De tre middage bliver helt uformelle og uden dagsorden. I løbet af aftenen vil politikerne flytte lidt rundt mellem bordene, så flest muligt får lejlighed til at udveksle synspunkter.

Middagene ligger i god tråd med sidste års anbefalinger fra kernevelfærdsudvalget. Her var der blandt andet fokus på det fælles ansvar, som borgere, politikere, foreninger og virksomheder har for udviklingen i kommunen.

– Det forudsætter jo, at vi kender hinanden og taler sammen. Og jeg tror, at sådan en middag kan skabe forbindelser og ideer, som ikke altid opstår i mere formelle sammenhænge, uddyber Carsten Rasmussen. 

Tilmeldingen til den første middag er nu åben. Det koster 50 kroner at deltage, og man melder sig til ved at sende en mail til middag@lejre.dk. 

Man bedes skrive i mailen, hvis man foretrækker vegetarisk mad. Drikkevarer kommer oven i prisen, og middagene er alkoholfri.

Der er begrænset deltagerantal, så tilmelding foregår efter først-til-mølle-princippet – og allersenest den 7. marts. 

Og når man det ikke denne gang, er næste mulighed den 17. juni i Kirke Saaby.Årets tredje middag finder sted i Domus Felix i Lejre den 13. november.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »