Af Conny Probst
JÆGERSPRIS: Funktionerne på Jægerspris Skole skal samles. Det sker blandt andet for at sikre udviklingen af det faglige miljø og styrke indslusning og læringsfællesskaberne. Samtidig opnår man en mere hensigtsmæssig brug af de kommunale bygninger.
Desuden skal samlingen skabe bedre forhold for lokalhistorisk arkiv.
Det samlede projekt indeholder fire spor:
Spor 1: Heldagsskolen flyttes til Møllevej.
Spor 2: Samdrift af folkebibliotek og læringscentre.
Spor 3: Afdeling Kølholm flyttes til Møllevej 100.
Spor 4: Lokalhistorisk arkiv flyttes til samme adresse som bibliotek/læringscenter.
Kølholm flytter sidst
Oprindelig har man arbejdet med nedenstående milepæle for sammenlægningen: Medio 2019: Heldagsskolen er flyttet og klar til at modtage eleverne primo august
Januar 2020: Samdrift af folkebibliotek og læringscentre, Lokalhistorisk arkiv er flyttet til samme adresse som bibliotek/læringscenter og Afdeling Kølholm flyttet til Møllevej 100
Men på det seneste møde i Uddannelsesudvalget blev man enige om at anbefale byrådet, at Kølholm først flyttes pr. 1. august 2020.
Det sker for at tage størst mulig hensyn til gruppen af elever og deres behov, med særlig fokus på dialog også med forældregruppen.