FREDERIKSSUND KOMMUNE: Udlændinge- og Integrationsministeriet offentliggør hvert kvartal en statistik over flygtninge og familiesammenførtes deltagelse på arbejdsmarkedet i Danmark. Regeringens målsætning er, at halvdelen af de 21 til 64 årige i denne gruppe skal være i beskæftigelse. Og den seneste opgørelse viser, at Frederikssund Kommunes fokuserede indsats på integration har givet gode resultater.
Over halvdelen
I Frederikssund Kommune er 51 procent af flygtninge og familiesammenførte i 3. kvartal 2018 i lønmodtagerbeskæftigelse.
I kvartalet før var det tilsvarende tal 43 procent.
Dermed lever Frederikssund Kommune nu op til regeringens målsætning på området og ligger endda pænt over landsgennemsnittet, som er på 45 procent.
I alt lever 27 kommuner på landsplan op til regeringens målsætining.
– Et job er den bedste måde at blive integreret i samfundet på. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu opfylder regeringens målsætning om at få halvdelen af flygtninge og familiesammenførte i arbejde. Det skyldes ikke mindst, at vi har nogle virksomheder i kommunen, der er medspillere i forhold til at åbne dørene for de nye borgere, forklarer Ole Søbæk (C), der er formand for Vækstudvalget i Frederikssund Kommune.
Samtidig roser han de frivillige organisationer, som er med til at understøtte den fokuserede indsats, medarbejderne i kommunens jobcenter leverer.