SKULDELEV: Også denne gang måtte multikulturforeningen i gang med at skaffe ekstra borde og stole til deres årlige bankospil.
Sidste år kom der omkring 40 mere end beregnet. Denne gang kom der også mange flere, end man havde regnet med; i alt var der cirka 270 mennesker, der spillede med om alle de fine præmier.
18 bankospil med sidegevinster, mere end 100 lotterigevinster og dertil 10 gevinster på indgangsbilletten, doneret af mere end 65 sponsorer.
– Vi kan næsten ikke få armene ned efter sådan en succes. Vi glæder os til næste år, hvor vi må beregne endnu flere pladser, fortæller Jørgen C, der er medlem af bestyrelsen.