Der er juleaktiviteter for folk i alle aldre i og omkring
Rejsestalden den første søndag i december.
JÆGERSPRIS: Der er nok at vælge imellem søndag den 2. december. Man kan gå på julebazar, tage i skoven for at lede efter den forsvundne julemand, høre glade julesangstemmer, drikke gløgg, være i selskab med Jægerspris by og ikke mindst se træet blive tændt.
Juletræstændingen koordineres af Jægerspris Netværk og Kulturhuset Rejsestalden.
Café Danner har åbent og serverer julemad, julegodter m.m. Der er salg fra butikken af kunsthåndværk, og der sælges også juletræer og pyntegran for Stiftelsen.
I teatersalen på Slotsparkens Friskole kommer der lys i juletræet og duften af gran og julebag breder sig, når julebazaren åbner. Her er små boder med hjemmelavede bolcher, gran, dekorationer m.v.
I julecaféen i Vognporten sælges der æbleskiver, gløgg og andre lækkerier.
Om eftermiddagen kan man være med til at finde julemanden på en hyggelig gåtur i Slotshegnet for hele familien. Følg de røde drilske nissespor – måske møder du de søde skovtrolde…
Eleverne fra Slotsparkens Friskole synger på Rejsestaldens udendørsscene, og JAS optræder med smagsprøver fra årets juleforestilling ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”.
Juletræet tændes klokken 16, og der uddeles slikposer til de første 450 børn. Jægerspris koret sætter stemningen med et par julenumre.
Mange af butikkerne i Jægerspris by holder åbent med gode tilbud.