Musikfestivalen i Skoleskoven på Selsøvej kalder sig selv for ”Danmarks hyggeligste havefestival”. Festlighederne starter på fredag, og der er masser af oplevelser for hele familien.
Af Conny Probst
SKIBBY: Hornsrock startede i 2001 under navnet Hornstock af en flok lokale musikere, der fik lyst til at holde en stor havefest for alle musikglade mennesker i omegnen. Den første festival blev holdt i 2002 i den daværende formands store baghave i Gerlev med 500 betalende gæster.
Efter to år flyttede festivalen til større forhold i Skoleskoven ved Fjordlandsskolen i Skibby, hvor man i 2011 fejrede 10 års fødselsdag. I 2012 ændrede festivalen- der primært er for up-coming bands og musikere – navn til Hornsrock.
Hornsrock har modtaget adskillige donationer og fik i 2015 Frederikssund Kommunes Kulturpris.
Masser af musik og sjov
Musikfestivalen er organiseret som en non-profit forening udelukkende med frivillig arbejdskraft.
Hele området er hegnet ind, der er boder, madtelt, parkering, camping, badefaciliteter, konferencier og vagter.
Hornsrocks formand, Søren Sandbjerg, glæder sig over, at festivalen igen i år har fået over 100 henvendelser fra bands, som har søgt om spilletid på festivalen.
– Det er ikke helt nemt at skulle vælge 25 bands ud blandt så mange dygtige musikere, når programmet samtidigt skal være afvekslende og for et bredt publikum. Festivalen er jo et udstillingsvindue for, hvad der rør sig af musik i vores del af landet. Både for bands, der skaber deres helt egen musik, og bands der spiller copy-musik, fortæller han.
Lørdag spiller blandt Askerock, Metal Time, Junkyard Drive samt Gas og Vand. Lørdagens bands har navne som Rune & Søren, Slow Mo Band, Silverleafs og Vulture Vibe. Søndag kan man blandt andet lytte til Miss Rise og Møllers Blues Band.
Både lørdag og søndag kan børnene tumle sig i hoppeborge, dyste i sumodragter, komme højt til vejrs i elastik-jumperen, få flettet hår med bånd og perler og malet ansigtet.
Søndag formiddag optræder børne- og unge bands samt solister fra Frederikssund Musikskole på den store scene.
Fredag den 1. juni holder Hornsrock festival åbent på Selsøvej 16 fra klokken 16:00 til 02:00. Lørdag den 2. juni fra klokken 10:00 til 02:00 og søndag den 3. juni fra klokken 10:00 til 17:00.
På billedet ses bandet Panserhjerte.