SKIBBY: Der blev savet, tegnet og plantet træer, da omkring 100 børn fra Fjordlandsskolen, afdeling Skibby, tirsdag den 10. april var med til at plante træer i den nye skov ved Skibby.
På et område ved Nordmandsmosen har Frederikssund Kommune overdraget et areal på 30 hektar til Naturstyrelsen. Området skal tilplantes med primært egetræer, men også bøg, nåletræer og buske bliver fremtrædende i den kommende skov.
– Der skal plantes 65.000 træer i alt i den nye skov. Hvis I skulle plante dem alle sammen, så skulle I have fri fra skole i meget lang tid. Det har I da ikke lyst til vel?, spurgte borgmester John Schmidt Andersen (V) de mange børn.
Efter reaktionen at dømme var de fleste børn nu helt friske på udfordringen. Efter at have sunget en sang om den grønne skov, plantede de træer på livet løs og lavede plantepinde med navne på, som blev sat i jorden ved siden af træerne.
Så kan børnene i årene fremover følge netop deres eget træs udvikling og vækst.
Efterfølgende var der bål og snobrød til de unge skovplantere, der trak ind i spejdernes bålhytte. Det videre arbejde overlod de til Naturstyrelsen, der – med maskinkraft – gik i gang med plantningen.
Den nye skov er blevet til i et samarbejde mellem Frederikssund Kommune og Naturstyrelsen.
Formålet med skoven er at sikre grundvandsressourcerne i området omkring Skibby samt at skabe et nyt rekreativt område med blandt andet stier, mountainbike-ruter og hundeskov.
Foto: Steen Westh
Møde på Elværket om “Grønne Nabofællesskaber”
Socialdemokratiets partiforening inviterer til A kaffe den 26. november 2024, kl 19 – 21.30 på Elværket Ved Kirken 6, 3600