DEBAT: Socialdemokraterne er på ingen måde stolte af besparelser på uddannelse

DEBAT: Socialdemokraterne er på ingen måde stolte af besparelser på uddannelse

LÆSERBREV
Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Magnoliavej 20, 3630 Jægerspris

 

På byrådsmødet i januar behandlede vi sagen om besparelsesforslag vedrørende dæmpet uddannelsesaktivitet i 2018. En rigtig dårlig sag, hvor byrådet besluttede en halvering af uddannelsesbudgettet i 2018.
Syv millioner kroner blev efter beslutningen lagt i kommunekassen.
Vinge har som bekendt betydet, at mange anlægsprojekter er sat på pause. Men der skulle findes mange penge, så derfor går det desværre også ud over uddannelsesmidlerne.
Socialdemokraterne stemte for beslutningen, men kun fordi der ikke er nogen alternativer.
For os er det vigtigt, at kommunens økonomiske situation ikke kommer til at betyde afskedigelse af medarbejdere.
For os er det vigtigt, at de borgernære områder ikke rammes.
En halvering af uddannelsesaktiviteterne kan være en udfordring for kommunens muligheder for at kunne rekruttere og fastholde medarbejderne. De nye opgaver, der skal løses af kommunens medarbejdere, for eksempel indenfor sundhedsområdet og ældreområdet, kræver, at der sker en løbende kompetenceudvikling.
Det er ikke noget, kommunen som sådan har indflydelse på. Det er krav og skal-opgaver besluttet af folketinget. Dette er med til, at vi som socialdemokrater er bekymrede for, om vi som kommune kan leve op til de forventninger og krav der er, uden af det kommer til at gå ud over kernevelfærden og de driftsnære områder.
Vi kommer til at holde skarpt øje med udviklingen.
Besparelsen er gældende i budgettet for 2018. Når vi skal forhandle og beslutte budgettet for 2019, er de syv millioner kroner atter med i det samlede budgetoplæg.
Socialdemokraterne vil arbejde for, at der i 2019 og frem ikke sker reduktioner i uddannelsesbudgettet.
For der er brug for uddannelse og efteruddannelse.

Andre artikler fra denne uge