En flytning koster 1,7 millioner kroner

En flytning koster 1,7 millioner kroner

Byrådet har sagt ja til, at Mødestedets aktiviteter i Jægerspris flyttes fra missionshuset til De Tre Ege. Pris: 1,7 millioner kroner.

Af Conny Probst

JÆGERSPRIS: På det sidste møde i Økonomiudvalget blev man enige om at sende et punkt om anlægsbevilling til flytning af Mødestedets aktiviteter retur til Velfærdsudvalget. Man ville blandt andet gerne have en uddybning af økonomien i projektet.
Mødestedet på Vinkelvej fungerer som et fælleshus, som kan bookes alle dage. Det benyttes af 14 lokale frivillige foreninger.
Velfærdsudvalget har drøftet sagen igen og har anbefalet byrådet, at der afsættes i alt 1,7 millioner kroner til projektet.
På mødet den 20. december sagde byrådet ja til, at der afsættes 400.000 kroner i indeværende år og 1,3 millioner kroner i 2018 til ombygning af Omsorgscenter De Tre Ege, så Mødestedets aktiviteter kan flytte dertil.
Inden Velfærdsudvalget sendte sagen videre, fik man tilføjet en bemærkning om, at det tidligere caféområde skal være et fællesareal, og at der skal udarbejdes en samarbejdsaftale mellem det brugerstyrede center og De Tre Ege.

Køkkenlokalerne
De tidligere køkkenlokaler i De Tre Ege skal ombygges til foreningsbrug med sammenhængende mødelokaler, kontor, toiletter, depot og entré.
Hvis man herudover samarbejder med omsorgscentret om brug af centrets café, vil langt størstedelen af Mødestedets aktiviteter kunne videreføres i omsorgscentret.
Pt. har Mødestedet til huse i det tidligere missionshus Hermon, som er en særpræget bygning fra 1923.
Det 270 kvadratmeter store hus er i tre plan, og er i en forholdsvis ringe vedligeholdelsesstand.
Efter flytningen er det planen, at Hermon sættes på kommunens salgsliste.

Foto: Steen Westh

Andre artikler fra denne uge