På sit møde den 20. december vedtog byrådet en række omprioriteringer i kommunens budget for 2018.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Formålet er at styrke kommunens kassebeholdning, fordi der mangler indtægter fra salg af byggeretter i Vinge Centrum.
Man havde forventet, at en aftale om Vinge Centrum ville falde på plads i 2017, og derfor var indtægterne budgetlagt, skriver Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse.
Der skal blandt andet reduceres i udgifterne til hovedvedligeholdelse, efteruddannelse af medarbejdere og opsparing til tjenestemandspensioner i 2018 for i alt 48,4 millioner kroner.
Der er også vedtaget opbremsning på 19,1 millioner kroner af de budgetterede udgifter i 2018 for en række anlægsinvesteringer og puljer.
Midler som genprioriteres i forbindelse med budgetarbejdet for 2019, til gennemførelse på et senere tidspunkt.
Endelig skal der gøres et intensiveret arbejde for at sælge grunde og bygninger til en værdi af i alt 31,9 millioner kroner.
– Der er tale om en række tiltag, hvor vi bremser op på forskellige anlægsopgaver og drejer på nogle administrative håndtag, så vi mindsker udgifterne i 2018, fortæller borgmester John Schmidt Andersen (V).
– Det har været vigtigt for os at sikre en forsvarlig kassebeholdning, i den situation vi er i, samtidig med, at det berører den borgernære service mindst muligt.
Tilsammen styrker tiltagene kassebeholdningen med 99,4 millioner kroner i 2018 og med 97,9 millioner kroner i overslagsårene 2019-2021.