LÆSERBREV
Af Andreas Ryge
Medlem af Radikale Venstre
og spidskandidat til kommunalvalget
Kampen om finansiering af idrætsbyen er i fuld gang. Borgernes Liste, Venstre og Konservative vil tilsyneladende sælge Kalvøen for at skaffe penge, hvilket Socialdemokratiets Tina Tving Stauning er imod og mener, at penge må findes på anden måde, uden dog at uddybe hvordan.
For en udenforstående kan det lyde som om, byrådet har igangsat et projekt, hvor finansiering ikke er på plads.
Det giver anledning til Radikal bekymring, da dette potentielt kan få konsekvenser for de mindre sportsgrene.
Frederikssund Kommune har dels nogle unikke omgivelser og dels nogle niche-sportsklubber, som vi mener er værd at fokusere på. I
Roskilde fjord er der gode forhold for sejlsport og roning og ved Landerslev er der forhold, der får kite-surfere fra hele landet til at besøge stranden for at surfe. Vi har speedway-bane og en kunst-rulleskøjteklub, som ikke blot hører til blandt landets bedste men som også markerer sig internationalt.
Det er alt samme sport, der adskiller netop vores kommune fra vores nabokommuner.
Siden 2014 har der været talt om at etablere et sejlsportscenter, men planerne mangler og intet er endnu sat i gang.
Når byrådet nu, som led i valgkampen, diskuterer hvor pengene skal komme fra, kan jeg godt blive bekymret over, om de små sportsgrene er dem som kommer til at betale.
Vi i Radikale Venstre vil gerne sørge for, at de små sportsgrene ikke skal blive overset når byrådet i den kommende periode skal slås om finansiering af idrætsbyen.