Mejeriet blev iværksætterhus

Mejeriet blev iværksætterhus

Det gamle mejeri i Ferslev er blevet til et velfungerende iværksætterhus, hvor firmaer kan få en kontorplads eller flere. Der sker også meget andet i bygningerne.

Af Palle Bruselius

 

FERSLEV: For snart et år siden åbnede Morten Kremmer og hans hustru Sabine  iværksætterhuset Mejeriet i Ferslev.
Morten og Sabine bor i Ferslev i mejeriets gamle privatbolig.
– Vi købte det her for seks år siden, da det hele stod tomt, fortæller Morten.
For halvandet år siden begyndte vi at det sætte i stand og åbnede iværksætterhuset i maj sidste år.
– Vi har jævnligt henvendelser fra interesserede virksomheder –flere gange om måneden. Mange af dem, der kommer her, har siddet hjemme og arbejdet i årevis. Nogen er taget tilbage til hjemmekontoret igen, mens andre blevet her. Nogen af brugerne kommer kun en eller to dage om ugen. Det fungerer meget fleksibelt, fortæller Morten videre.
Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte virksomheder bruger huset. Nogen bruger det således næsten kun til møder, jobsamtaler med videre.
Det er meget forskellige virksomheder, der lejer sig ind i Mejeriet i Ferslev.
Her er der tale om online markedsføring, håndværkere, vikarbureau, bygningskonstruktører, it-konsulenter, en grossist i papirvarer – eller som Morten Kremmer betegner det: en god blanding af alle brancher.
Et yoga-hold har også lejet sig ind.
Der er plads til i alt 12 lejere.
Hvordan man så fået fat i lejerne?
– Vi har lavet lidt markedsføring på Facebook og har brugt mund-til-mund reklame. Det har virket fint, siger Morte Kremmer.
– Vi vil lave lidt mere målrettet markedsføring hen over foråret og sommeren.
Morten og Sabine Kremmer driver stedet.
– Vi er lidt viceværter her, siger Morten Kremmer.
Mens huset i stor grad bruges til arbejdspladser, er der dog også en række andre aktiviteter i huset.
– Vi har kurser og foredrag. Og vi har et godt samarbejde med Erhvervsforum Hornsherred, der kommer hver tredje torsdag med arrangementer for medlemmerne, spisning hver gang.
Som noget nyt er der også åbnet for kunstudstillinger med værker af lokale kunstnere. Mikkel Urup fra Kyndby huse således udstiller i maj og juni.
– Det handler om at samle kræfterne, så man får skabt noget liv i huset, siger Morten Kremmer.
Morten Kremmer driver  en it-virksomheder med fire ansatte i København og har startet virksomhedsprojekter i 10 år.
– Da vi flyttede hertil, så vi mange muligheder i ejendommen. Vi ville gerne lave det om til  et virksomhedsforsamlingshus. Det går godt med rekruttering af virksomheder til stedet.
Sabine Kremmer er lærer og underviser på den nærliggende skole i Dalby.
– Målet for mig er at arbejde hjemme flere dage om ugen, siger Morten Kremmer.
Morten og Sabine kom fra Østerbro i København.
– Vi ville gerne have et sted,  der var stille, siger Sabine, og vi ville gerne være en del af livet her. Hvis man engagerer sig, så sker der en masse, siger Sabine Kremmer.
Det gamle mejeri blev efter nedlæggelsen af mejeriet til konservesfabrik – dernæst et kollektiv med fire par. Tre af parrene flyttede senere. Det tilbageværende par omdannede stedet til en selvejende institution med plejebørn (Kernen – red.)

 

Andre artikler fra denne uge