Folkeoplysningsudvalget i Frederikssund Kommune uddeler en gang om året priserne til foreningslivet. Det blev en festlig aften med masser af priser og anerkendelser.
Af Palle Bruselius
SKIBBY: Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Kenneth Jensen (A), bød de over 300 deltagere i prisfesten velkommen:
– I aften skal vi hylde alle dem, der gør en forskel rent sportsligt – men så sandelig også organisatorisk. Og det sidste er også vigtigt, for uden en masse aktive, som er parate til at trække slæbet i kulisserne, så havde vi ikke det mangfoldige fritidsliv, vi heldigvis kan bryste os af her i Frederikssund Kommune. Formanden kunne endvidere oplyse, at fremmødet for fjerde år i træk var større end året før, hvilket giver et solidt fundament for at fejre alle præstationerne i løbet af 2016.
Vinder af Lederprisen
Lederprisen 2016 blev givet til formanden for Jægerspris Gymnastikforening, Lene Lyberg, som i knap 25 år har været formand for foreningen. Allerede i sin skoletid begyndte hun at undervise pigehold i gymnastik, og siden da har gymnastikken fyldt en stor del af hendes liv. I de senere år har foreningen været udfordret af stormen Bodils ødelæggelser af Kignæshallen og en efterfølgende brand samme sted.På grund af disse udfordringer har Lene Lyberg måttet arbejde hårdt for at skabe alternative træningsmuligheder for medlemmerne af Jægerspris Gymnastikforening, mens hallen blev genopbygget, lød det blandt andet i begrundelsen for valget.
– Der er kæmpet mange kampe og gjort mange overvejelser i tidens løb. Men det har aldrig givet søvnløse nætter – kun masser af god energi retur, fastslog en stolt Lene Lyberg, da hun modtog prisen.
Vinder af Idrætsprisen
Idrætsprisen 2016 blev i år ikke givet til en enkeltperson men derimod til et helt hold. Vinderne var således HK 73 – Frederikssunds piger årgang 01. Holdet har formået at ligge med i toppen på Sjælland siden de var u10 spillere. Holdet vandt deres pulje i første division A sidste forår og røg dermed direkte til DM, hvor de kæmpede sig frem til sølvmedaljer. Det er første gang i HK 73s historie, at et hold har vundet sølv ved DM, så derfor var holdet en klar kandidat til Idrætsprisen 2016.
– Det her er en flok piger, der har stået model til en træner, der gerne vil lære dem rigtig meget. Mange tak til klubben for at støtte op omkring holdet, og tak til en suveræn forældregruppe, der står bag holdet, sagde holdets træner Lars Kielsgaard ved prisoverrækkelsen.
Vinder af Fritidsprisen
Mens de to første priser landede i henholdsvis gymnastikkens og håndboldens verden, så skulle en tredje stor sportsgren i spil til Fritidsprisen. Den tilfaldt nemlig Frederikssund Idrætsklub, hvor Aase Alling Hansen træner fodboldholdet FIK plus 60.
Hver torsdag formiddag året rundt møder cirka 30 spillere i alderen plus 60 op til træning på Frederikssund Stadion. Ofte efterfølges træningen af kaffe og hygge og også et par større sammenkomster til jul og påske.
Der er således ikke alene tale om et rent sportsligt initiativ men i høj grad også om et socialt initiativ, der er medvirkende til at skabe større livskvalitet og bedre sundhed. Holdet er da også blevet portræteret i både DR nyhederne, Lokalavisen og Familie Journalen.
– Tak for prisen – det er en stor ære. Og tak til FIK for de gode rammer vi har til at dyrke vores sport. Alle kan spille fodbold-fitness. Det kræver ingen fysisk kunnen – blot et godt humør, fastslog Aase Alling Hansen efter at have taget imod prisen.
Anerkendelse til ridepiger
Seks piger fra Skibby Ride og Voltigeklub modtog en anerkendelse på baggrund af gode resultater i 2016, hvor det blev til både Danmarksmesterskab og Nordisk Mesterskab. De seks piger er: Catrine Graham Pedersen, Stine Olsen, Caroline Due, Sif Højrup, Iben Dines Pedersen og Wilma Baden Askbo.
Voltigering er akrobatik på en galoperende hest.
70 Anerkendelser
Foruden de tre store priser uddelte Fritidsudvalget også 70 anerkendelser inden for så forskellige sportsgrene som rulleskøjteløb, Taekwondo, svømning, voltigering, bueskydning med videre.
Disse gives til personer, der har vundet medalje ved internationale eller danske mesterskaber eller som har vundet guld ved landsdelsmesterskaber eller sjællandske mesterskaber i regi af Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Dansk Firmaidrætsforbund eller Dansk Handicap Idræts-Forbund.
Den fulde liste over prismodtagere etc. finder du på kommunens hjemmeside.
Foto: Preben Gøttsche