Regeringen har imødekommet den ansøgning, som Frederikssund sammen med otte andre kommuner har sendt i forbindelse med frikommuneforsøget ’Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren’.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Kommunerne Allerød, Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød fik torsdag den 2. februar grønt lys fra regeringen til at påbegynde det tværfaglige arbejde og iværksætte en række konkrete forsøg med nye arbejdsgange under overskriften ’Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren’.
Det vil komme nogle af de mest udfordrede borgere i frikommunenetværkets ni kommuner til gavn. Kommunerne fik i oktober 2016 godkendt deres ønske om at indgå et frikommunenetværk, og regeringen har med dagens besked imødekommet de væsentligste elementer i kommunernes ansøgning om konkrete forsøg med paragraffritagelser.
Udmeldingen er et vigtigt skridt på vejen mod bedre løsninger for borgere, der er i berøring med flere af kommunens sektorer på én og samme tid. De ni kommuner kan nu lettere yde en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats på tværs af sektorer og lovgivninger.
– Jeg er rigtig glad for denne melding. Det er et vigtigt signal fra regeringen om, at de gerne vil understøtte vores arbejde med at sætte den enkelte borgers behov i centrum, så borgeren kan opnå bedre trivsel og en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet og det omgivende samfund, fortæller John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.
Frikommuneforsøget
Formålet er at få ny viden og praktiske erfaringer, som kan bidrage til forenkling af statslige regler og frembringe erfaring med nye løsninger, der samlet understøtter en bedre og mere effektiv lokal styring.
For at fremme fælles idéudvikling og videndeling skal kommunerne som noget nyt ansøge sammen i kommunale netværk om at lave forsøg inden for et fælles tema. Alle frikommuner i et netværk gennemfører ikke nødvendigvis de samme forsøg, men inspirerer og udveksler erfaringer med hinanden løbende.
Frikommunenetværket ’En plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren’ blev sammen med syv andre netværk godkendt som frikommuneforsøg i oktober 2016. Den 1. december 2016 indsendte frikommunenetværket sin første ansøgning om konkrete forsøg med paragraffritagelser til Økonomi- og Indenrigsministeriet.
De ni kommuner har valgt at samle sig under temaet ’Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren’. Bag overskriften gemmer sig ønsket og troen på at skabe bedre koordinering, smidigere sagsbehandling for borgere, der er i berøring med flere forskellige myndigheder på én og samme tid.