LÆSERBREV
Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Frederikssund Kommune
Antallet af biler stiger på vejene, og det er ikke længere en målsætning, at vi skal have mere, bedre og billigere kollektiv trafik. Hvad er det lige, der sker?
Den kollektive trafik stiger i pris og alle udfordringerne med en ordentlig busdækning og uregelmæssigheder på togdriften fortsætter i den forkerte retning.
Heldigvis har linje 65E, som kører mellem Skibby og Hillerød, fået lov til at fortsætte, så de unge kan komme afsted på uddannelse, men der er noget galt med prioriteringerne.
Ikke alle borgere i Danmark kan bo midt i København, og bor man langt udenfor byen, og det er der faktisk mange, der gør, ja så er man virkelig på den, hvis man ikke har råd til at købe mindst en bil.
Man kan ikke regne med, at der er ordentlig busdækning, og prisen for at køre med kollektiv trafik er blevet helt uhørt høj.
Forleden kørte jeg med tog fra Frederikssund til København. 60 kroner hver vej – 120 kroner i alt på Rejsekortet – en prisstigning på 22 procent i forhold til før.
En prisstigning som Frederikssund kommunes borgmester har været med til at stemme igennem i Movias bestyrelse.
Det kan gøres både billigere og mere bekvemt i bil, men det var jo ikke meningen, at det var den vej, udviklingen skulle gå.
Flere biler giver mere forurening og dermed flere mennesker, der får luftvejssygdomme og andre lidelser.
Dyre billetpriser er med til at øge uligheden i samfundet. Som socialdemokrat vil jeg blive ved med at arbejde for, at vores kollektive trafik bliver prioriteret højt.
Vi skal sikre, at vi har en fornuftig dækning i hele vores egen kommune, Frederikssund, så man kan komme til og fra vores byer. Men det er også vigtigt, at priserne holdes på et niveau, så alle kan være med.
Der er trods alt mange i vores kommune, der hver dag pendler til et job også uden for kommunens grænser. Og jeg er sikker på, at mange er trætte af de helt urimelige forhold, de bliver budt.
Så lad os kæmpe for ordentlige forhold både lokalt, regionalt og centralt. Det er ikke den rigtige kurs, vi er på lige nu.