LÆSERBREV
Af formand for Skuldelev Bylaug
Jørgen Christensen, Strandengen 4, Skuldelev, 4050 Skibby
Skuldelev Bylaug og gruppen for bedre bredbånd i Sønderby og Østby kæmper lige nu med at få så mange tilmeldinger som muligt på Fibia’s hjemmeside for Hornsherred, så man allerede til sommer kan komme i gang med at lægge fibernet i hele området. Bredbåndspuljen er uddelt og vores område blev ikke tilgodeset, så nu er det Fibia’s løsning vi må satse på.
Torsdag aften mødte cirka 120 borgere op til informationsmøde på Skuldelev Skole, og tirsdag og onsdag var der lige så mange på Sønderby Kro. Her præsenterede Jens Tang fra Fibia de produkter og fordele, som fibernet giver, samt forklarede hvordan det praktiske forløb vil være, når Fibia går i gang i området.
Vi har fået mange positive tilkendegivelser på bedre bredbånd, da vi i efteråret spurgte borgerne, men nu skal alle tilmelde sig direkte på www.fibia.dk/hornsherred eller hente en folder i Dagli’Brugsen Skuldelev og udfylde tilmeldingen, som k ganske gratis. Man kan gå ind på www.fibia.dk/hornsherred og få yderligere oplysninger blandt andet tælleren, som viser, hvor mange der er tilmeldt. Det tal skal være over 500 før end, Fibia går i gang med at lægge fibernet i området. Så ud over at tilmelde sig selv, så snak med naboen og genboen om at gøre det samme, så skal vi nok nå i mål til glæde for alle.
Det er vigtigt at forstå, at man ikke er tilmeldt selv om, man har sagt ja til bylauget eller Østby/Sønderbys henvendelse, men at man nu tilmelder sig direkte til Fibia. I den fælles arbejdsgruppe, som arbejder for hele området, har vi valgt Fibia’s løsning, fordi de er de bedste og har det mest stabile bredbånd i Danmark, og samtidig er danskejet og har konkurrencedygtige priser.
Selv om man i dag har en bredbånds forbindelse, som synes god nok, er en tilmelding til Fibia den mulighed, der rækker langt ind i fremtiden og ydermere hæver prisen på ens ejendom. Nye købere går i stigende grad efter boliger med den bedste bredbåndsforbindelse. Hvis ikke vi får Fibia i gang nu, vil der givet gå mange år før end vores område får mulighed for fibernet, og da flertallet har en forbindelse på mindre end 5Mbits/s, er det i fællesskabets interesse at alle melder sig på, uanset hvor god en forbindelse man har i dag.
Foto af Dan Pedersen