FREDERIKSSUND KOMMUNE: Byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro er et spændende projekt for både børn og voksne. 80 skoleklasser har indtil videre gennemført et undervisningsforløb med brobyggeri (i pap) og støbning af betonpiller i projektets TestLab.
Projektet har fra anlægsprojektets begyndelse haft fokus på det læringspotentiale, der findes i et stort infrastrukturprojekt som Fjordforbindelsen, og har i samarbejde med Frederikssund Kommune udviklet et undervisningsmateriale rettet mod 3. til 10. klasse.
– Vi er glade for at have givet så mange skolebørn en skoledag med ny læring og anderledes udfordringer med udgangspunkt i et anlægsbyggeri, der finder sted i deres lokalområde. Måske kan vi være med til at inspirere nogle børn til at blive fremtidens brobyggere, lyder det fra projektchef Henrik Vincentsen.
Populær støbning
Det er dog ikke kun skolebørn i Frederikssund, der har haft brobyggeri og betonstøbning på skemaet.
Også klasser fra Roskilde, Stenløse og Amager har været på besøg i informationscenteret i Frederikssund. Og projektet har desuden gennemført undervisningen i København.
Undervisningsmaterialet er skabt for at give indblik i og skabe interesse for byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro blandt de yngste i Frederikssund Kommune og måske på længere sigt få skabt interesse for ingeniørfaget – og interessen har også bredt sig uden for kommunens grænser.