FREDERIKSSUND KOMMUNE: En IT-fejl i 18 kommuner, som har benyttet samme pasleverandør, har betydet, at 5.275 borgere i Frederikssund og godt 200.000 borgere i 17 andre kommuner i 2016 og 2017 har fået byttet rundt på venstre og højre fingeraftryk i deres pas.
Pas udstedt til børn, der var under 12 år på udstedelsestidspunktet, indeholder ikke fingeraftryk, og er ikke omfattet af fejlen.
Fortsat fuldt gyldigt
Rigspolitiet forsikrer, at passene stadig er fuldt gyldige, og at ingen har oplevet problemer med at bruge passene hidtil, da ingen lande endnu anvender de biometriske fingeraftryk.
Der kan dog i fremtiden være en risiko for, at de berørte borgere kan få problemer ved rejser til lande der indfører disse.
Derfor har Rigspolitiet besluttet at passene skal udskiftes.
Tilbud om nyt pas
De borgere der er berørt af fejlen, bliver tilbudt et nyt pas i perioden marts til juni 2021.
Frederikssund Kommune tager direkte kontakt til de berørte borgere via E-boks.
Man skal derfor ikke selv gøre noget, men afvente at kommunen tager kontakt om den videre proces.
Hører man ikke fra kommunen, er ens pas ikke fejlbehæftet.
Der er mulighed for at tjekke, om der skulle være fejl i ens pas via nytpas.dk.