300 kilo affald samlet langs Roskilde Fjord

300 kilo affald samlet langs Roskilde Fjord

[vc_row][vc_column][vc_column_text]FJORDLANDET: Lørdag den 21. juni mødtes omkring 200 frivillige langs Roskilde Fjords kyster.

Bevæbnet med gribestænger, affaldssække og gummistøvler bevægede små grupper sig ud langs strandenge og kystskrænter for at samle skrald – og det blev til adskillige kilo.

I løbet af de to timer, som strandoprydningen tog, havde de mange frivillige samlet i alt 300 kilo skrald. 

Det var især haglskåle, cigaretskodder, dåser og plastikemballage, som havnede i affaldssækkene. 

Efter arrangementet mødtes de frivillige i mindre grupper rundt om fjorden, og her blev skraldet målt og vejet, før dagen sluttede med sandwich og skulderklap.

Til arrangementet deltog blandt andet frivillige fra Affaldsimperiet, og med sig medbragte de små orange veste syet af genbrugs-teltduge fra Roskilde Festival.

Det betød, at alle deltagende børn kunne låne en orange vest – til stor begejstring.

Til gavn for naturen
Affaldsindsamlingen er en del af projektet Affaldsfri Fjord, som er organiseret af Nationalpark Skjoldungernes Land, Roskilde Kommune, Lejre Kommune og Roskilde Oplevelseshavn.

Blandt deltagerne var derfor også nationalparkens naturvejleder, Sofie Clauson-Kaas, som glæder sig over, at den store mængde skrald nu ikke længere ligger og flyder rundt omkring fjorden.

– Det er rigtig vigtigt, at affaldet ikke havner ude i Roskilde Fjord. Især plastik er længe om at blive nedbrudt i naturen. Ude i vandet har man set mange grelle eksempler på, at dyr forveksler affaldet med mad og det giver altså problemer med fordøjelsen og kan i værste fald betyde, at dyrene dør. Det føles derfor godt at komme ud og fjerne det her affald, og på den måde være med til at gøre noget godt for vores vandmiljø, fortæller hun.

Næste affaldsindsamling er den 19. september, og igen håber parterne bag projektet, at masser af frivillige vil møde op og give en hjælpende hånd.

– Det er faktisk ret hyggeligt. Og jo flere vi er, jo mere opmærksomhed kan vi skabe. Jeg håber jo, at idéen om at samle affald, når man alligevel er ude at gå, kan sprede sig til folks hverdag, sådan at vi alle sammen hjælper hinanden med at holde naturen ren for skrald, siger Sofie Clauson-Kaas.

Man kan finde mere information om projektet og kommende affaldsindsamlinger på www.affaldsfrifjord.dk. 

Projektet er støttet af Miljøministeriets strandoprydningspulje.[/vc_column_text][vc_single_image image=”43042″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]

Andre artikler fra denne uge