Den 12. februar kan Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Skibby se tilbage på 25 års virke. Det fejres med reception for både kunder og frivillige.
Af journalist Conny Probst
SKIBBY: ”Der er planer om at oprette en genbrugsbutik i Skibby til fordel for Folkekirkens Nødhjælps arbejde”.
Sådan lød det i Lokalavisen den 3. november 1998.
Og tre måneder senere var det en realitet.
I februar 1999 fik Skibby sin første genbrugsbutik i en tidligere skobutik på Hovedgaden 41, og den blev hurtig en succes.
Butikken kom rigtigt godt i gang, og omsætningen voksede år for år.
– Igennem alle årerne har vi nydt stor interesse og opbakning fra folk i Skibby og megn. Det er altid en fornøjelse at se, hvor mange, der bakker op og besøger butikken, fortæller Anne-Mette Hvid Mølkjær, der er daglig leder af butikken.
7,5 millioner kroner
Efter 11 år på Hovedgaden 41 flyttede butikken til meget større lokaler i Bymidten 1, hvor den har huseret siden.
De større lokaler har gjort, at butikkens omsætning er fordoblet og har kunnet sende markant flere penge ind til Folkekirkens Nødhjælp arbejde for verdens fattigste.
Det er blev til godt og vel 7.5 million kroner i de 25 år, butikken har eksisteret i Skibbys bybillede.
Rigtig mange frivillige har arbejdet i butikken i de forgangne 25 år. Nogle for en kort periode, men de fleste i mange år, og i dag er der stadig to tilbage, som har været med fra begyndelsen.
– Det er et hyggeligt og rart sted at være frivillig, og så er det samtidig for en god sag. Der er dog altid brug for flere frivillige kræfter, så hvis du har fire timer i overskud og har lyst til at være en del af os, er du velkommen til at kontakte os i butikken, lyder det fra Anne-Mette Hvid Mølkjær.
– Vi nyder det hyggelige samvær og at bruge de ressourcer og kompetencer, vi har.
MENY Skibby har i nledningen af 25-års jubilæet været så venlig at sponsorere receptionen, der holdes for både kunder og frivillige medarbejdere mandag den 12. februar fra klokken 12 til 14.
Alle er velkomne.