DN Frederikssund har indsendt høringssvar til Miljøstyrelsen om tusindevis af stillehavsøsters i Isefjorden.
ISEFJORDEN: Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi Isefjordens juletræssælger har søgt om tilladelse til at udsætte triploide stillehavsøsters i Isefjorden, fortæller Per Seerup Knudsen, afdelingsformand for DN Frederikssund.
– I ansøgningen oplyser juletræssælgeren med bopæl i Nivå, at de særlige stillehavsøsters er fremstillet ved krydsning af to arter. Den særlige krydsning betyder, at de triploide stillehavsøsters er sterile.
Der søges om tilladelse til årligt opdræt af 100.000 triploide stillehavsøsters. Dog maksimalt 200.000 ad gangen.
Ingen dansk erfaring
Miljøstyrelsen, der for staten behandler ansøgningen fra Isefjordens Juletræer, erkender, at der har været rejst tvivl om, hvorvidt der over tid kan ske tilbagefald, så at de østers, som man troede var sterile, kan forandre sig og igen begynde at formere sig, fortsætter Per Seerup Knudsen.
– Risikoen er måske lille, men udfordringen er her, og der er ingen danske erfaringer om, hvordan denne art stillehavsøsters vil udvikle sig under naturlige danske forhold.
– Begynder stillehavsøstersen at formere sig, taler vi om en invasiv art i danske farvande. Der måske kunne formere sig med danske østers – så en helt tredje art opstår.
– Det er svært at sætte sig ind i, når vi taler om fjord og hav, men mange villaejere ved, hvilken ulykke det er, hvis man får japansk pileurt, som er en invasiv plante, i sin have.
– Det er en ulykke og det er næsten umuligt, at bekæmpe den invasive plante.
DN ønsker skærpede krav
Der er en fare, hvis den kunstigt fremstillede stillehavsøsters bliver godkendt til dyrkelse i Isefjorden, mener DN Frederikssund.
– Men risikoens størrelse er ikke afklaret. Og faren forøges, hvis denne østers igen kan formere sig.
Faren gælder også, hvis nogen af de nye østers forlader dyrkningsområdet.
– Når der opdrættes mellem 100.000 og 200.000 stillehavsøsters, opdages det jo nok ikke med det samme, hvis der forsvinder østers fra dyrkningsområdet, fortæller Per Seerup og tilføjer:
– Derfor har vi i Danmarks Naturfredningsforening efterlyst oplysninger om, hvordan juletræsfirmaet og Miljøstyrelsen vil kontrollere, at de mange østers stadig er til stede.
For styr på situationen, er ikke mindst vigtigt i forhold til beskyttelsen af naturen ved Kyndby kyst – og de allerede værende danske østers.
Forskning er nødvendig!
Miljøstyrelsen giver i et udkast til afgørelse en vurdering af at ”med en produktionscyklus på maksimalt to år, vil være der være en minimal sandsynlighed for, at der er individer, der udvikler fertilitet.”
Til det siger formanden for DN Frederikssund, Per Seerup, at det er hans håb, at vurderingen vil holde stik. Men han føler sig ikke overbevist af de fremlagte oplysninger. Også selvom at Miljøstyrelsen sikrer en løbende overvågning.
– Den komplicerede sag skal op på et højere niveau. Vi har derfor nu foreslået, at Miljøstyrelsen i den kommende afgørelse indarbejder krav til juletræsfirmaet om at medvirke til gennemførelse af et forskningsprojekt – og at Miljøstyrelsen forestår kvalitetssikringen af projektet, for eksempel sammen med DTU Aqua.
Hvornår Miljøstyrelsen har besluttet sig for teksten i en afgørelse vides ikke, men høringsfristen for kommentarer og indsigelser udløb 19. april 2022.
Blandt Danmarks Naturfredningsforenings synspunkter er et krav om, at ejeren bidrager aktivt og medvirker med oplysninger til forskningsprojektet.