SKIBBY: Skibby Aktive for Fjordlandet havde i sidste uge inviteret foreninger, virksomheder, institutioner og privatpersoner til et møde om, hvordan den nye bro skal fejres. Det blev et velbesøgt møde, hvor cirka 30 deltagere bidrog med gode ideer til en festuge, fortæller formand Morten Kremmer.
Efter et kort oplæg fra Skibby Aktive arbejdede deltagerne i grupper for at komme med ideer til festugen. Der blev genereret hele 102 gode ideer til aktiviteter og arrangementer, så der er masser at tage fat på.
– Skibby Aktive vil nu bearbejde ideerne og indkalde til et opfølgningsmøde snart, hvor en plan for festugen skal blive en realitet.
Det er stadig planen, at de enkelte arrangementer og tiltag gennemføres af foreninger og virksomheder i området, mens Skibby Aktive vil bidrage med fælles markedsføring og koordinering.
Der er tid endnu
Hvis man er en forening eller privatperson der gerne vil bidrage – eller man ikke er kommet af med sine gode ideer, er det ikke for sent, forsikrer Morten Kremmer.
– Hvis man kontakter Skibby Aktive via vores hjemmeside, så kan vi bruge alt den hjælp, vi kan få, til at gøre den her festuge stor og flot.
– Det er unikt, at vi får sådan en chance for at vise lokalområdet frem. Også for borgere der ikke bor her i forvejen. Den mulighed skal vi afgjort gribe.
Temaet for festugen bliver “Velkommen til Fjordlandet”, og målet er at vise, hvad lokalområdet har at byde på. Både naturen, fællesskabet, arbejdspladserne, indkøbsmuligheder og meget andet.
Hvis man vil i kontakt med Skibby Aktive vedrørende festugen, kan man skrive til info@skibbyaktive.dk.