Lørdag den 7. oktober skal Jægerspris pyntes med endnu flere blomster. Der tages hul på runde to i byforskønnelses-projektet, hvor der skal plantes 10.000 blomsterløg.
JÆGERSPRIS: “Kom og vær med til at gøre Jægerspris endnu grønnere”.
Sådan lød det i maj tidligere i år, da Rejsestaldens sammen med Superbrugsen stod for Grøn Pinse.
2. Pinsedag valgte flere frivillige at bruge formiddagen på at plante godt og vel 1.119 planter på 216 kvm, seks forskellige steder i Jægerspris.
Nu fortsætter man og inviterer borgere til endnu en runde plantning og frokost i Rejsestalden.
Der skal plantes alt fra krokus til allium og tulipaner. For på den måde kommer blomsterbedene til at pryde byen i endnu længere tid.
For at opnå dette er der brug for nogle gode og raske frivillige kræfter til at hjælpe på dagen med at plante blomsterløg på de udvalgte steder i Jægerspris.
Arrangørerne har allerede fået nogle tilmeldinger, men kan altid bruge flere.
Når alt det hårde arbejde er udført, inviteres de frivillige som har deltaget i beplantningen, på en hyggelig frokost i Rejsestalden.
Dagen begynder i Rejsestalden klokken9.30 og afsluttes med frokost klokken 12.
Man kan stadig tilmelde sig og alle er velkomne. Send en mail til rss@frederikssund.dk.
Arrangementet er et samarbejde mellem Rejsestalden og SuperBrugsen i Jægerspris.